Lokalt er vores - Morten og Kaja Kjældgaards - kaffeknallert kendt som Den Lille Blå. Vi leverer nu på fjerde år kaffe fra vores fine knallert i primært Ribes travle gågade, men efterhånden som rygterne om vores lækre kaffe har spredt sig, har vi været vidt omkring for at servere alle typer af kaffe, der som den største selvfølge serveres med smil og godt humør.
Kjældgaards Kaffe kan klare alle slags arrangementer – fødselsdage, jubilæer, sportsfester, messer og andet i både stort og småt – og har erfaringer fra både små og store, travle, kedelige, festlige og fantastiske arrangementer.
Kaffen serverer vi i biologisk nedbrydelige kopper, og bønnerne får vi fra kafferisteriet Marsk Kaffe nær Ribe, men selv om det for os er vigtigt at støtte lokalt, kommer vi gerne ud både kommunalt, regionalt og endda nationalt, om muligheden byder sig.
Vi serverer de fleste typer af klassisk kaffe – både varm og kold – og er nemme at få fat på alle tider af døgnet.